Gudstjenestens forløb

En gudstjeneste ligger i faste rammer fordi det er godt for os mennesker, at noget ligger fast. Derudover er det ingen naturlov, at man skal forstå det hele. Det er der ingen der gør. En strofe af en salme, eller præstens udlægning af evangeliet kan skabe klarhed eller tåge; og nogen gange begge dele. Men under alle omstændigheder lyder evangeliet, Jesu ord, til trøst og glæde og mod på livet, og derfor er ligegyldig det eneste, en gudstjeneste ikke er. For dér skabes der sammenhæng mellem Gud og os.
Her er en lille gennemgang af gudstjenestens forløb med en forklaring, så tærsklen til kirken måske bliver lidt mindre. Du kan også klikke på linket herunder for at få en miniguide i PDF-formatet, som du kan udskrive og eventuelt medbringe til gudstjenesten.

Klokkeringning: Ringningen bringer kirken i forbindelse med omverdenen og kalder til forsamling i kirken. Der kaldes på alle. Og derfor skal du ikke spørge om, hvem klokkerne ringer for. De ringer for dig.

Orgelforspil: Organisten slår tonen an med sit præludium, og viser hen til Ordet, som skal lyde. Fejrer vi jul, påske, pinse, dåb eller vielse, er der et festligt dunder på piberne. Er vi til begravelse er det den stille, eftertænksomme tone, der indleder.

Indgangsbøn: Bedes af kirkesangeren på alles vegne. Er vores fælles bøn for en god gudstjeneste, hvor Ordet bliver levende og nærværende.

1. salme: Sammen med organistens forspil, slår denne salme tonen an, alt efter hvor vi er henne i kirkeåret og hvilken tekst, der skal prædikes over.

Hilsen: Præsten bringer hilsen og menigheden svarer. Herefter bøn, der passer til dagens tema/kirkeåret. Og så er der læsning fra Det gamle Testamente.

2. salme: En slags syngende "replik", der lægger sig til den foregående eller den næste læsning.

Læsning af et af brevene i Det ny Testamente, som er stilet til dem dengang og os i dag. Trosbekendelsen, hvor vi i fællesskab bekender vores tro. Er der dåb, finder den sted her.

3. salme: Ofte synger vi om det Ord, der om lidt skal lyde.

Evangeliet læses fra prædikestolen, og præsten holder derefter en prædiken, hvis fornemmeste opgave er at vise, at Jesus er nutid og fremtid, snarere end fortid. Herefter kirkebøn og meddelelser om arrangementer/gudstjenester og hvad vi samler ind til og velsignelse.

4. salme: Et syngende forbindelsesled mellem prædiken og nadveren.

Nadver, hvor enhver er inviteret op til Vorherres bord, til det fælles lille måltid med den store betydning. Herunder er der nadverindledning med bøn. Der synges O du Guds Lam, bedes fadervor, læses op af Jesu ord, da han indstiftede nadveren, inden man går til alters. Efter altergangen synges et takkevers, inden der sluttes med takkebøn og den velsignelse, der er Guds tegn på, at han ER - også for mig.

5. salme, er salmen, som er god at slutte af med.

Udgangsbøn: Bedes af kirkesangeren. Er den fælles bøn om at Guds Ord altid må være vores trøst.