Gudstjenestens forløb
En
gudstjeneste ligger i faste rammer fordi det er godt for os
mennesker, at noget ligger fast. Derudover er det ingen naturlov, at
man skal forstå det hele. Det er der ingen der gør. En strofe af en
salme, eller præstens udlægning af evangeliet kan skabe klarhed
eller tåge; og nogen gange begge dele. Men under alle omstændigheder
lyder evangeliet, Jesu ord, til trøst og glæde og mod på livet, og
derfor er ligegyldig det eneste, en gudstjeneste ikke er. For dér
skabes der sammenhæng mellem Gud og os.
Her er en lille gennemgang af gudstjenestens forløb med en
forklaring, så tærsklen til kirken måske bliver lidt mindre. Du kan
også klikke på linket herunder for at få en miniguide i PDF-formatet,
som du kan udskrive og eventuelt medbringe til gudstjenesten.

Klokkeringning: Ringningen bringer kirken i forbindelse med
omverdenen og kalder til forsamling i kirken. Der kaldes på alle. Og
derfor skal du ikke spørge om, hvem klokkerne ringer for. De ringer
for dig.
Orgelforspil: Organisten slår tonen an med sit præludium, og
viser hen til Ordet, som skal lyde. Fejrer vi jul, påske, pinse, dåb
eller vielse, er der et festligt dunder på piberne. Er vi til
begravelse er det den stille, eftertænksomme tone, der indleder.
Indgangsbøn: Bedes af kirkesangeren på alles vegne. Er vores fælles
bøn for en god gudstjeneste, hvor Ordet bliver levende og
nærværende.
1.
salme: Sammen med organistens forspil, slår denne salme tonen
an, alt efter hvor vi er henne i kirkeåret og hvilken tekst, der
skal prædikes over.
Hilsen:
Præsten bringer hilsen og menigheden svarer. Herefter bøn, der passer til dagens
tema/kirkeåret. Og så er der læsning fra Det
gamle Testamente.
2.
salme: En slags syngende "replik", der lægger sig til den
foregående eller den næste læsning.
Læsning af et af brevene i Det ny Testamente, som er stilet til
dem dengang og os i dag. Trosbekendelsen, hvor vi i
fællesskab bekender vores tro. Er der dåb, finder den sted her.
3.
salme: Ofte synger vi om det Ord, der om lidt skal lyde.
Evangeliet læses fra prædikestolen, og præsten holder derefter
en prædiken, hvis fornemmeste opgave er at vise, at Jesus er
nutid og fremtid, snarere end fortid. Herefter kirkebøn og meddelelser om arrangementer/gudstjenester og hvad vi samler ind
til og velsignelse.
4.
salme: Et syngende forbindelsesled mellem prædiken og nadveren.
Nadver,
hvor enhver er inviteret op til Vorherres bord, til det fælles lille
måltid med den store betydning. Herunder er der nadverindledning
med bøn. Der synges O du Guds Lam, bedes fadervor, læses op
af Jesu ord, da han indstiftede nadveren, inden man går til
alters. Efter altergangen synges et takkevers, inden der sluttes
med takkebøn og den velsignelse, der er Guds tegn på, at han
ER - også for mig.
5.
salme, er salmen, som er god at slutte af med.
Udgangsbøn: Bedes af kirkesangeren. Er den
fælles bøn om at Guds Ord altid må være vores trøst.
Udgangsmusik, eller postludium, går vi ud på til det liv, som
ikke altid vil som vi vil. Men så meget desto stærkere er det så, at
vi til gudstjeneste lige har hørt det, vi ikke kan sige os selv.
|